Catilina

STATILIUS. Din overdåd tilskrives må dit uheld.

CETHEGUS. Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej på mine ønsker slip; dem vil jeg stille tilfreds så længe, som jeg det formår.

MANLIUS. Og jeg, der tappert kæmped for den hæder, den magt, hvormed de stolte praler nu! Jeg skal--! Ah, var den gamle kække skare af mine våbenfæller endnu her! Men, nej; den største delen er jo død; og resten lever spredt i alle lande.-- O, hvad er I, den unge slægt, mod hine? For magten bøjer I jer dybt i støvet; I har ej mod at bryde eders lænker; I bærer tålsomt dette trælleliv!

LENTULUS. Ved guderne,--skønt krænkende han taler, er sandhed dog i hvad han sagde der.

CETHEGUS. O, ja; ja vel;--ret må vi give ham. Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.

LENTULUS. Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte vi undertrykkelsen. Nu er det tid at kaste af de bånd, som uretfærd og herskesyge rundt om os har flettet.

STATILIUS. Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se, til sligt behøver vi en kraftig lede