Et Aar

Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at krybe nedover. -- -- --

Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synker som et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Længsel -- favnes af Dagens Sollys.

Natravnen Flakker os tæt forbi, graa som en Skygge, jagende Mølfugl, der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslag høres ikke ...

Vore Hænder mødes -- et Kærtegn -- født af Øjeblikkets Stemning. Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa være god imod dig.

-- Lis! Er du min?

-- Jeg var din, før jeg saa dig.

Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde. Du er vant til at slide ..