Min gamle kammerat

Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.

Jeg var tilmode, som lukkede vi for et Lig derinde.

-Men er du ikke træt, min Ven, af at høre paa mig? Vi har Skam hver og en selv saa meget at tænke paa, at det er lidt meget at bebyrde en fremmed med saadan en Ladning uvedkommende Jammer--

-Aa, nej, jeg træt--hvor vil du hen?--Jeg har dog lidt Hjerte i Livet.

-Ja, det ved jeg ... Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette--til ingen--og naar man saa begynder--saa er det--ja, som sagt--det ene kommer, og det andet slaar Følge--

-Hvor længe varede det saa?

-Det var i Maj--det skete. Den nittende Maj. Vi laa i Flytningen--til Landstedet. Fa'er vilde ud, han havde ingen Ro paa sig, vilde vel ogsaa aflede Mo'ers Opmærksomhed og--min....

For nu tilsidst ... forsøgte han jo ogsaa ... at berolige mig. Vexeljageriet hørte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev præsteret....

Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var