Det hvide hus
Book Excerpt
Og Moderen raabte:
-Nej, nej, det er til Nina....
-Se dog, se dog, her er til William... .
Og videre søgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor det ikke flød.
-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang ta'er fat, sagde Pigerne.
De gik ogsaa omkring, spændte og nysgerrige. Færdige blev de først ud paa Natten. For ferske Pølser skulde der stoppes og Dejg skulde der lægges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.
Moderen sad midt i Pølsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og sang for til Viserne.
Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne:
-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.
De alsiske Pølseviser var de værste Landsknægtviser i Landet.
Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamæn ikke, Maren selv véd, hvad hun kvæder.
Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den første slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende....
De var saa sørgelige, at h